Når juleglæden (ikke) indfinder sig


Mette Hald Mikkelsen, Sværdborg-Lundby Pastorat
Julen er hjerternes fest. Det er efterhånden noget af en fortærsket kliché, men sandt er det, at julen bringer noget op i os. For mange er julen lig med forventningens glæde – særligt hvis man fejrer jul med børn. Så går december med alle traditionerne: Grøden på loftet til nissen, lucia-optoget på skolen, julegudstjenesten i kirken og alle de andre små ting, som vi gør i julen, og som gør julen så velkendt. Det er hyggeligt, og for en gangs skyld kan vi menneske lade vores forlystelsessyge hvile lidt. Julen handler ikke om at skabe en masse nyt, men om at genskabe og erindre den jul, som man har haft allermest kær. Det er der noget smukt i – at det ikke altid skal handle om nyt, men også om at genfinde det, der er indeni.
Men det gør også, at julen kan være sårbar for de mennesker, der af forskellige årsager ikke kan genskabe
den jul, som de kunne ønske sig. Det kan være, at man er blevet skilt, at man er blevet uvenner med sin
familie, eller at man har mistet en eller flere personer, som havde en helt særlig plads i ens liv. For de
mennesker vil julen også kunne være hjerternes fest – undertiden kan det bare være en fest for de brudte
hjerter. For når julen er så traditionsbunden, som den er, så bliver den også en evig påmindelse om det, der var, men som ikke længere er. Til daglig kan man måske distrahere sig selv fra sit tab, og man kan lade sig fortabe i ting, så tabet kommer lidt på afstand – men i julen, når tempoet sættes ned, folk stimler sammen og samles om det nære: Så kan julesorgen melde sin ankomst.
Og det kan være svært at bære på en julesorg. For man kan skamme sig over, at man ikke er kommet
videre, og at man stadig bærer rundt på en sorg, selvom der er så meget godt i ens liv. Sandt er det sikkert, men sikkert er det også, at der ikke er noget, der hjælper på sorg og på savn – men der er noget, som lindrer. Man kan ikke tage sorgen fra et menneske, og det må heller aldrig være målet at gøre det. Sorg er en naturlig ting, og det er ikke noget, vi som mennesker bør skamme os over. Men vi skal være bedre til at minde os selv - og hinanden – på, at selvom der ikke er noget, som kan hjælpe på sorg og få den til at forsvinde, så er der noget, som kan lindre den. Og det er at tale om den og det, som der er svært. Og til dette kræves der ingen særlige forudsætninger: Blot en oprigtig interesse i et andet menneske.
Og det synes jeg er en vigtig ting at huske på her i julemåneden. At der rundt omkring i vores kredse kan
sidde mennesker, for hvem julen aldrig mere vil blive den samme. Og måske er det lige netop dig, der kan
være med til at lindre det brudte hjerte? Det ville efter min mening være den helt rigtige juleånd!