Tærsklen til kirken behøver altså ikke at være så høj

 

Sommertid er bryllupstid. Det betyder at langt de fleste kommende ægtepar begynder at kontakte mig – hvis ikke de allerede har gjort det – for at arrangere en vielse. Og det er dejligt. Som præst glæder jeg mig altid over, når jeg kan vie par og give dem Guds velsignelse og nogle ord med på vejen. For et ægteskab er hårdt. Det kræver arbejde og flid, hvis det skal holde til ”døden os skiller”, som man lover hinanden foran alteret.

 

Og jeg tror virkelig på, at folk mener det, når de lover hinanden at ville elske og ære hinanden til døden skiller dem ad. Faktum er bare, at vi alle godt ved, at det ikke altid går os mennesker, som vi havde håbet. Folk bliver skilt, fordi forudsætningerne ændres. Vi mennesker ændrer os igennem et helt liv, og måske ændrer man sig i hver sin retning, så et samliv på et tidspunkt bliver noget nært uforeneligt. Måske forelsker man sig i en anden. Måske støder man på en konflikt, der sætter så dybe sår, at man mister tilliden. Årsagen til skilsmisser er mange, og det er de, fordi vi mennesker jo lever et så mangfoldigt liv, som vi gør. Vi har mange muligheder – og dermed mange muligheder for, at vi ikke kan holde, hvad vi har lovet. Det er menneskeligt. Det er beklageligt, når mennesker bliver skilt, men som præst kunne jeg aldrig drømme om at nægte at vie fraskilte. Så ville jeg nægte folk én af de allerstørste glæder i livet.

 

For kærligheden er stærk. Og den skal fejres. Og nogle gange hænder det, at man skal fejre den flere gange. Det gør ikke, at kærligheden er mindre eller en anden – det er snarere mennesket bag, der er en anden og derfor møder kærligheden i en anden end før.

 

Jeg har efterhånden mødt mange par, der har fravalgt den kirkelige vielse – ikke fordi de ikke er medlemmer af Folkekirken eller gerne vil modtage Guds velsignelse over deres forhold – men fordi de føler, at de ikke kan komme i kirken, hvis de har været gift før eller ikke har råd til at holde et stort og overdådigt bryllup. Det gør mig trist, når folk gør tærsklen til kirken så høj for dem selv, at de tør træde ind i den som det, de er. Som mennesker med muligheder, med evnen til at elske og til at begå fejl.

Et kirkebryllup behøver ikke at være stort og overstrøet med roser før, at det er rigtigt. Tværtimod. Et kirkebryllup er det samme, om man træder ind i kirken en tirsdag kl. 11.00 i sit helt almindelige hverdagstøj, eller om man kommer en lørdag i et Hugo Boss-jakkesæt. Det gør ingen forskel – for kirken er for alle, og da vi mennesker er forskellige, har vi forskellige måder at ville ønske det på.

Min klare opfordring er derfor, at man ikke gør tærsklen til kirken så høj, at man som menneske ikke kan træde derind. For kirken er der: Også tirsdag formiddag kl. 11.00, hvis det er dér, man vil giftes eller velsignes.